HISTORIEUNIVERSET - Stifinder på Samsø
Højbyggerne | Museum

En pålstav?

I Økomuseets udstillingsrum om oldtiden vises fund af bronzealderting fra Samsø.

Der udstilles også et økseblad i bronze. Det er af en type, som arkæologerne kalder for en “pålstav”, der er et gammelt islandsk navn på øksetypen. Øksebladet har været skæftet på en speciel måde. En vinkel mellem stammen og en sidegren på et ungt asketræ hentes til værkstedet. Stammestykket skal danne skaft og grenstykket holder til øksebladet. Det ligner et “næb”. Vinklen mellem skaft og “næb” må hverken være for spids eller for åben. Gerne 50 – 60 grader. Emnet hugges i form med en anden økse og lægges til tørre en tid. Så skrabes og pudses det og “næbbet” udskæres, så øksebladet passer fint til slidsen. En surring af snøre spundet af plantefibre lægges stramt om “næbbet”, helst støttet af limstof. Nogle økseblade havde en lille øsken. Bladet kunne så bindes til skaftet. Hvis det smuttede af, blev det hos ejeren!

Tidligt i bronzealderen var denne øksetype også en våbenøkse. Øksebladet var større og smukt dekoreret. Ved siden af spyd og sværd mandens hovedvåben. Store drenge i ledende klaner trænede sikkert i tvekamp med disse økser, der i et godt hug kunne give modstanderen et fatalt sår.

I Historieuniversets aktivitet med bronzealderen prøves fredelig tømmerhugning med vinkelskæftet bronzeøkseblad – eller “pålstav”.

Midt i bronzealderen for ca. 2.800 år siden glider “pålstaven” ud af brug og en ny type økseblad kommer til. Den kaldes for en “celt” og er et ret lille økseblad af bronze, hvor vinkelskaftets “næb” går ind i bladets rørformede bøsning. Ofte har “celten” en øsken til en sikringssnor fra blad til skaft. Tabet af endog så lille en bronzeting var åbenbart en alvorlig sag. Den var dyr at bytte sig til.

“Celt” er et engelsk navn for øksetypen med forbindelse til de gamle (c)keltere.

Nu kommer 1000-kroners spørgsmålet: Hvordan i alverden fælder man et gammelt og tykt egetræ og flækker, tilhugger og udhuler stammen til en egekiste. Hvordan byggede man de store træhaller. Og hvordan byggede man de store paddelskibe, der vises på bronzealderens helleristninger. Med så små og lette økser?

Økomuseum Samsø - Museumsvej 10, 8305 Samsø, tlf. 8659 2150, email: info@ecomuseum-samso.dk